Hvordan vælger du bedemand?

17 May 2020
Camilla Skøtt

editorial

Når du har mistet en af dine kære, er det vigtigt, at du får sagt farvel på den bedst mulige måde. Sorgen efterlader ikke meget overskud, og derfor er det rart med en bedemand, du har tillid til – læs her, hvordan du vælger.

Når døden indtræffer, har de færreste energi og overskud til at stå for alle de praktiske detaljer i forbindelse med begravelsen på egen hånd – og netop derfor kan en bedemand være en stor støtte. 

Vi har talt med en bedemand i Roskilde for at få en indikation af, hvad man bør overveje, når man skal vælge en bedemand til at varetage begravelsen af ens nære og kære.

Tryghed betyder alt

At være i sorg kan være en voldsom og altoverskyggende oplevelse. Når du skal vælge et fremmed menneske til at arrangere og håndtere afskeden med en af de personer, du har haft tæt på, så er det helt essentielt, at du finder én, du har tillid til. Du skal være tryg i relationen; der skal tales om mange ømtålige ting, og du vil ofte ikke være dit almindelige jeg på grund af sorgen.

Derudover er det en god idé, hvis du vælger en certificeret bedemand – det er langt de fleste bedemænd i Danmark heldigvis – så du kan være sikker på professionel vejledning gennem hele forløbet. 

Forhør dig om priser

Selvfølgelig skal prisen ikke være afgørende for, hvilken bedemand du vælger, men derfor er det alligevel en god idé at spørge ind til priser allerede under den indledende samtale med bedemanden. Har vedkommende styr på priserne, og kan han eller hun uden omsvøb fortælle dig, hvad en begravelse koster, så er det et godt tegn; der er styr på tingene, og det er der sikkert også, når begravelsen skal udføres.

Vil du selv varetage dele af begravelsen, kan det lade sig gøre hos de fleste bedemænd – forhør dig om det, så snart du taler i telefon med vedkommende.