Pas på dit trægulv
Giv gulvet olie
Gulvet er nu slebet, så det er helt perfekt: jævnt, rent og glat som silke. Men det skal beskyttes, ellers vil det alt for hurtigt få ridser, få trådt sand og skidt ned i træet og få fugtskader.
Behandlingen kan være så enkel som et par gange vask med en lækker, fed sæbeblanding, eller den kan være med olie, voks, lak – eller en kombination af flere behandlinger som her, hvor vi giver gulvet en blanding af linolie og bivoks. Olien trænger ned og imprægnerer træet i dybden, og voksen danner en tynd film på overfladen af træet. Blandingen rummer hvide pigmenter, så træet ses gennem et tyndt, hvidt slør.
- Gør rent for støv
Maskinerne har samlet tre sække, ligesom der er støv overalt på vægge, lofter, på dig og på værktøjet. Alt kostes, støvsuges og tørres af.
VIGTIGT! Har du brugt slibeolie, kan støvet selvantænde, så stil det udenfor.
- Fugerne renses endnu en gang
Vi kradser støvet ud og samler det undervejs op med støvsugeren. Nøjagtig ligesom inden vi gik i gang med at slibe gulvet.
- Gulvet vaskes
For at få det bedste resultat med efterbehandlingen skurer vi gulvet med et grundrensemiddel og vasker det med rent vand.
Men så skal det have lov at tørre mindst et døgns tid, inden vi behandler det.
- Giv gulvet voks
Vi giver gulvet bivoks med linolie. Det sker i tre tempi, som alle ses på billedet: De to planker til venstre er ved at få påført voksen med skuresvamp, de to i midten er efter 10 minutter tørret af, og de næste er poleret med nye klude.
- Færdigt resultat
Det mørke, lakerede gulv er væk, og hele rummet er forvandlet med de lyse planker. Olievoksen bør skrubbes med grundrens og fornys med op til fem års mellemrum.