Har du styr på, hvor meget det vil komme til at koste dig at købe bolig?

05 February 2018
Emilie Jacobsen

editorial

Når du skal købe en bolig, er det naturligt, at du er meget fokuseret på selve prisen på boligen. Det er da også langt den største udgift, og det er der, hvor der i sidste ende kan være flest penge at spare. Der er dog også en række andre udgifter, som det er vigtigt, at du er opmærksom på. Hvis du ikke er det, kan det ende med at blive langt dyrere for dig at købe bolig, end du troede. I denne artikel kommer vi ind på nogle af de udgifter, der er til at købe bolig, udover selve købssummen naturligvis. 

1. Skøde

For at en bolig kan blive din, skal der udarbejdes et skøde. Det giver oplysninger om dig og om boligen. Når skødet er blevet tinglyst, er boligen officielt din. Så bliver pengene frigivet til sælgeren, der ikke længere kan sælge boligen til en anden eller låne penge i den. Skødet er derfor en meget vigtig del af det at købe en bolig. De fleste vælger at lade en boligadvokat stå for at udfærdige og tinglyse skødet. På den måde er de sikre på, at det bliver gjort på den rigtige måde. Det koster cirka et par tusind kroner at få lavet et skøde. Du kan se eksempler på priser hos eboligadvokat.dk. 

2. Stempelafgift

Stempelafgiften eller tinglysningsafgiften er en anden udgift, som du skal være opmærksom på, når du køber bolig. Afgiften udgør 1,5 % af lånet på boligen. Det er en afgift, som du skal betale for, at din bank og dit realkreditinstitut kan være sikre på, at de kan få pant i din bolig, hvis du ikke kan betale. Det er derfor nogle penge, som du ikke kan slippe udenom at betale. Har du både banklån og realkreditlån til din bolig, skal du betale en stempelafgift af begge lånene. 

3. Tinglysning af skødet

Udover at det koster penge at få udarbejdet et skøde, koster det også penge for dig at få det tinglyst. Der er en fast afgift på 1660 kroner for at få det tinglyst. Dertil kommer en variabel afgift på 0,6 % af boligens værdi. Det vil sige, at jo dyrere et hus du køber, jo mere skal du betale for at få tinglyst dit skøde. I langt de fleste tilfælde er det køberen, der skal stå for at betale alle disse udgifter. Tidligere var det normalt vest for Storebælt, at man delte udgiften. I sjældne tilfælde vil det stadig være muligt for dig at finde sælgere, der er villige til det. Ellers kan du prøve at tage udgifterne med ind som en del af forhandlingen. 

4. Stiftelsesomkostninger til boliglån og realkreditlån

Når du skal låne penge i banken, skal du ikke kun betale renter for selve lånet. Du skal også betale for, at lånet bliver oprettet til at starte med. Det kaldes stiftelsesomkostninger. De varierer alt efter, hvor stort et lån du skal tage. Det er derfor noget, som du er nødt til at tale med din bank om for at finde ud af, hvor meget det kommer til at blive, men det er vigtigt at have in mente, der kommer til at være en udgift der også.